En forening for glasperlemagere.
Foreningen blev dannet i 2009, og havde stiftende generalforsamling i juni 2010. Medlemmerne er fordelt over det hele landet.
Foreningens formål:
Foreningen har som formål, at udbrede kendskabet til glasperler, via forståelse for håndværket, udvikling, udstillinger, vidensdeling, træf mv.
Vi har på nuværende tidspunkt to store arrangementer om året for vore medlemmer. Det er Perletræf for medlemmerne i starten af juni. Og en weekendtur til Wertheim ved Würzburg i Tyskland i efteråret.
Glasperletræf:
En weekend i starten af juni holder vi glasperle træf, hvor vi har mulighed for at udveksle viden, snakke teknikker med andre perlemagere og fremvise vores kunstværker.
Træffet er både for de professionelle, som har lavet glasperler i flere år, og for dem der er nystartede på hobbyplan.
Formålet med træffet er et udvide bekendtskaber og skabe et godt netværk for glasperlemagere, hvor man kan udveksle erfaringer, lære nye teknikker og sætte mere fokus på kunsthåndværket.
Demoer:
Der vises forskellige teknikker til brug ved dit arbejde med glasset, fx blomster, prikker og streger til enkle og mere komplekse mønster og meget mere. Der bliver snakket og udvekslet viden og ideer.
Konkurrencer:
Hvert år er der en konkurrence for medlemmer om Årets glasperle. Medlemmerne har før træffet stemt om et konkurrence tema og indsendt deres glasperler til konkurrencen.
Ligeledes konkurreres der i årets monterede perle.
Alle konkurrence glasperler kan ses til træffet.
Glasperletur til Wertheim ved Würzburg, Tyskland.
Du har chancen for at komme ned og opleve et glasperletræf i Wertheim. Her samles rigtig mange glasperlemagere fra flere andre lande. Østrig, Schweiz, Holland samt Tyskland og de seneste år også fra Danmark.
Der vil være demoer af forskellige glasperlemagere inden for forskellige teknikker såvel fredag, lørdag samt søndag.
Derudover vil der være forhandlere af næsten alt, hvad hjertet begærer af halvfabrikater til smykker, spritnye værktøjer til glasperlefremstilling samt et kæmpe udvalg indenfor glasstænger.
Vi tilstræber at lave fælles transport til Wertheim.